FAQ Privatleasing

Værd at vide

…før du leaser hos Chrysler Group Financial


Hvilke biler kan jeg vælge?
Du kan vælge imellem de biler, der er udvalgt af Chrysler Group Financial.

Kan jeg tilvælge ekstraudstyr til bilen?
Selvfølgelig kan du det. Det er dig der bestemmer, hvad der skal være af ekstraudstyr i bilen. Omkostningen til ekstraudstyr afholdes af dig. Ekstraudstyr, der er monteret før levering af bilen, kan medfinansieres i den månedlige ydelse.

Hvis det monterede ekstraudstyr efterlader mærker i bilen (f.eks. hvis kunden vælger at få installeret dvd-skærme i sæderne), skal udstyret blive siddende i bilen, når leasingperioden udløber.

Hvor mange kilometer må jeg køre om året?
Den månedlige leasingydelse, beregnes ud fra dit årlige kørselsbehov.

Er der nogen form for udbetaling?
Ja, der skal betales en engangsydelse, det svarer ca. til 10 % af bilens pris i Danmark. Dette beløb bliver brugt til at nedbringe finansieringen i hele perioden.

Hvilke omkostninger skal jeg selv sørge for?
Du skal selv betale grøn ejerafgift, forsikring, dæk og brændstof. Dog er det muligt at tilvælge en aftale omkring brændstofkort.

Hvordan skal jeg betale?
Den samlede betaling pr. måned kan være sammensat af følgende:

1. Bil, service og vedligeholdelse
- dækker finansiering af afskrivningen på bilen, omkostninger til Service og vedligeholdelse samt øvrige tillægsydelser såfremt dette er valgt.

2. Registreringsafgift
- dækker den månedlige betaling af registreringsafgiften.

3. Brændstof
- denne ydelse betales ud fra dit faktiske forbrug af brændstof, og betales derfor bagud.

Kan alle lease en privatbil hos Chrysler Group Financial?
Ja, det eneste vi kræver, er at du er fyldt 18 år, har et gyldigt kørekort samt ikke er registreret i RKI. Kunder under 25 år skal betale den ekstraordinære ydelse, før bestilling af bilen foretages.


…mens du leaser hos Chrysler Group Financial

Kan jeg opsige leasingaftalen før tid?
Ja, det kan du sagtens. Du kan altid opsige din leasingaftale med 1 måneds varsel, til hver den 1. i en måned og samtidig benytte bilen i opsigelsesperioden. Dog skal vi tilføje, at engangsydelsen ikke refunderes, hvis aftalen opsiges.

Hvad dækker Service og vedligeholdelse?
Service og vedligeholdelse omfatter fri service og mekanisk vedligeholdelse af køretøjet, i henhold til fabrikkens forskrifter, samt nødvendig reparation til opfyldning af køretøjets primære drift og trafiksikkerhed, herunder udgifter til arbejdsløn, reservedele, smøring og olieskift.

Hvor skal bilen til service?
Det bestemmer du selv, så længe du blot benytter et autoriseret Chrysler, Jeep eller Dodge værksted.

Er der forsikring med i aftalen?
Nej, det kan vi desværre ikke tilbyde på nuværende tidspunkt.

Er der brændstof med i leasingaftalen?
Nej, det er det ikke som udgangspunkt. Men når du leaser igennem Chrysler Group Financial, tilbydes du som en service tankkort (Q8, Statoil og Shell), hvor du får fast rabat på brændstoffets listepris. Hver måned sørger vi for, at du bliver faktureret for det faktiske forbrug via PBS.

Hvad sker der med ydelsen, hvis jeg laver en skade på bilen?
Ydelse vil forblive den samme i hele perioden. En udbedret skade vil ikke få indvirkning på den aftalte leasingydelse.

Hvad sker der hvis bilen totalskades?
Såfremt bilen, som følge af totalskade eller tyveri, bliver indløst af forsikringen, vil du få din engangsydelse tilbagebetalt forholdsmæssigt i forhold til den resterende leasingperiode. Aftalen ophører pr. den dato forsikringsselskabet indløser køretøjet.

Må jeg selv købe ekstraudstyr som f.eks. navigation o. lign., og sætte det i bilen, efter at leasingperioden er startet?
Selvfølgelig må du det. Det er dig, der bestemmer, hvad der skal være af ekstraudstyr i bilen. Hvis ekstraudstyret efterlader mærker i bilen (f.eks. hvis du vælger at få installeret dvd-skærme i sæderne), skal udstyret blive siddende i bilen, når leasingaftalen udløber.


…når leasingperioden udløber

Kan jeg købe bilen, når leasingperioden udløber?
Nej, det er ikke en mulighed.

Får jeg min engangsydelse tilbage, når leasingperioden udløber?
Nej, det gør du ikke. Engangsydelsen er et engangsbeløb, der nedbringer den samlede finansieringssum, og dermed sikrer dig en lavere månedlig leasingydelse.

Hvad koster det, hvis jeg kører flere kilometer, end der er inkluderet i leasingaftalen?
Hvis du kører flere kilometer end aftalt, afregnes det i henhold til den sats, der er angivet i leasingaftalen. Det kan f.eks. være kr. 2,50 per km. Beløbet afregner vi umiddelbart efter, at leasingperioden udløber eller ved opsigelse af aftalen før tid.

Får jeg så også penge tilbage, hvis der køres færre kilometer end aftalt?
Ja, naturligvis. Igen afregnes kilometerne i henhold til den sats, der er oplyst i leasingaftalen, f.eks. 39 øre per km. Regnestykket gøres op umiddelbart efter, at din leasingperiode udløber. Ved opsigelse af leasingaftalen før tid, afregnes ikke for underkørte km.

Hvordan vurderes bilen når den afleveres efter endt leasingperiode?
Hos Chrysler Group Financial har vi god erfaring med gennemgang og vurdering af returbilerne. De vurderes ud fra kørte kilometer og alder.

Først gennemgås alle bilens stamdata – herunder mærke, model, motorstørrelse, brændstoftype, farve, indtræk, servicebog, seneste serviceeftersyn mv.

Derefter bliver bilen gennemgået for skader. Bilerne vurderes ud fra følgende skadestrin:

S1 Ridser mv. som kan fjernes ved almindelig klargøring.

S2 Stenslag, ridser mv. som ikke helt kan fjernes ved almindelig klargøring.

S3 Store stenslag, små buler (trykbuler fra parkering og lign.) og dybe ridser. Spotrepair og lignende kan anvendes, hvis det findes nødvendigt.

S4 Dele som skal repareres/rettes og evt. lakeres

S5 Dele som skal udskiftes eller genanskaffes.

Chrysler Group Financial tager billeder af S4 og S5, som fremsendes til dig indenfor 2 arbejdsdage efter at bilen er ankommet hos Chrysler Group Financial. Så har du 48 timer til at vurdere, om du ønsker skaden/skaderne vurderet af et FDM kundecenter. Hvis du accepterer skaden/skaderne, vil du blive faktureret de faktiske omkostninger til udbedringen.

Efter skadesgennemgangen prøvekøres bilen på en kort strækning. Der foretages ikke nogen større mekanisk gennemgang af bilen.


…om leasing hos Chrysler Group Financial

Jeg er ikke helt klar over, hvad leasing er!
Leasingydelsen er betaling for brugsretten til en bil i en nærmere aftalt periode. Leasingydelsen fremkommer ved at afskrive vores indkøbspris på bilen, ned til en realistisk markedspris. Til denne månedlige pris, er der tillagt omkostninger til finansiering, Service og vedligeholdelse af bilen.

Jeg synes, det er alt for dyrt at lease!
I leasingydelsen har vi indregnet alle omkostninger til service og vedligeholdelse – samt værditab på bilen. Derfor – når du sammenligner med prisen for bankfinansiering er det afgørende, at medtage de samme omkostninger i udregningen.

Hvorfor skal jeg ikke bekymre mig om bilens restværdi og værditab?
Chrysler Group Financial står inde for bilens værdi ved leasingperiodens slutning. Derfor er det vores problem og ikke dit, hvis bilen har tabt mere i værdi, end vi har kalkuleret med. Hvis du overholder aftalens leasingbetingelser og ikke misligholder bilen, kan du aldrig komme til at stå i en situation, hvor du efter leasingperiodens ophør modtager en stor efterregning.